Færdselsprøven - FP

 

Almindelige bestemmelser for FP
FP - Færdselsprøven består af to dele,
En lydighedsdel - Del A
En praktisk færdselsdel - Del B.


Hunde af alle størrelser og racer kan deltage. Hundene skal være 12 måneder gamle for at deltage.

Ved starten af hver del, skal hver HF melde sig til dommeren på en sportslig måde, med hunden i line ved at indtage GST foran dommeren.

Ved prøvens afslutning gives der ikke points, men kun bestået eller ikke bestået.

Lydighedsdelen skal være bestået med mindst 70 % af pointene, for at man kan gå videre til del B.

For at bestå Del B skal alle de praktiske øvelser mindst bestås med prædikatet. "TlLSTRÆKKELIGT".

Der er ingen tidsfrist for en gentagelse af prøven. En dommer må max dømme 15 hunde ved en FP

Del A - Lydighedsdelen
Lydighedsdelen kan aflægges på en træningsplads eller i frit terræn. Alle øvelser begynder og slutter med at hund og fører indtager GST. I GST sidder hunden på HF's venstre side med skulderen på højde med HF's knæ. Slut - GST fra den forrige øvelse kan anvendes som udgangs - GST for næste øvelse.

Det er kun tilladt at indtage en GST ved starten af hver øvelse, HF må rose sin hund ved afslutning af hver enkelt øvelse, men kun når hunden sidder i GST. Efter rosen kan HF indtage en ny GST, men der skal gå 3 sek. fra man har rost hunden, til man må indtage en ny GST. Imellem de enkelte øvelser skal hunden føres "På plads". Opmuntring og leg er ikke tilladt. Dommeren giver tegn ved starten af hver øvelse, resten af øvelsen skal udføres uden yderligere tegn fra dommeren.

Øvelsesafvikling
I forbindelse med afviklingen af øvelserne "Sid" og "Afdækning med indkald", må kommandoen først afgives, når man har gået mindst 10 skridt og skal være afgivet, inden man har gået 15 skridt.

Øvelserne skal udføres på en enkelt kommando. Ekstra kommando er kun tilladt umiddelbart efter den første kommando. Fejl ved GST eller afvikling vil indgå i bedømmelsen af den enkelte øvelse. Momenterne i de enkelte øvelser skal tydeligt markeres med mindst 3 sek. pause, dette gælder også, når hunden sidder foran, afhentes efter sid samt når HF træder hen til hunden, som ligger afdækket. Alle disse momenter skal tydeligt markeres med 3 sek. pause, inden den næste kommando afgives. I de øvelser, hvor HF skal fjerne sig fra hunden, er angivet det mindste antal skridt HF skal fjerne sig. Det er op til HF, om denne vil fjerne sig længere end anført, men dommeren kan stoppe HF, hvis afstanden bliver for stor. I programmet er de foreskrevne Kommandoer anført og disse skal benyttes.

Hunden skal, hvor det er påkrævet, sætte sig hurtigt, tæt og lige foran HF. Efter det foreskrevne tidsrum (ca. 3 sek.) skal hunden på kommando hurtigt og tæt indtage GST ved siden af HF. Hunden kan gå på plads enten foran eller bagom. Når HF skal afhente sin hund, kan man gå hen til hunden enten forfra eller bagfra.

Beskrivelse af de enkelte øvelser - Del A
1. Lineføring                          15 points - Kommando "PLADS"
2. Fri ved fod                        15 points - Kommando  "PLADS"
3. Sid u. gang                         10 points - Kommandoer  "PLADS – SID"
4. afdækning m/indkald          10 points – Kommandoer " PLADS - DÆK - HER - PLADS"
5. Afdækning m/afledning      10 points – Kommandoer " DÆK – SID"

Klarmelding:
HF melder sig til dommeren ved at indtage GST, med hunden i line.

1. Lineforing - Kommando "PLADS" -15 points
Hunden skal, på kommandoen "PLADS", frejdigt, opmærksomt og tæt, med skulderen ud for HF's venstre knæ, følge sin fører i alle gangarter, vendinger samt i gruppen. Linen skal holdes i venstre hånd og skal være løsthængende. Hunden skal holde sin plads ved siden af HF og skal selvstændigt, hurtigt og lige sætte sig, når HF stopper op. Hunden skal hele tiden forholde sig roligt og opmærksomt. Under udførelse af de forskellige gangarter skal man være opmærksom på, at der er tydelig forskel på gangarterne, normal gang, løb (ikke sprint) og langsom gang. Overgangen mellem løb og langsom gang skal være direkte uden mellemskridt. Kommandoen "PLADS" er kun tilladt ved start og ved ændring af gangart.

De skridt, der er anført i skemaet (lineføring og fri ved fod), er mindstekravet til øvelserne.

Gruppen:
HF skal gå gennem en gruppe på mindst 4 personer, der bevæger sig rundt. Under gennemgang af gruppen, skal HF gå mindst en gang højre og en gang venstre (i form af et 8-tal) om personerne i gruppen, og der skal gøres holdt mindst 1 gang i nærheden af en af personerne. Efter gennemgang af gruppen går HF ud af gruppen og indtager GST, tager linen af og gør klar til fri ved fod.

2. Fri ved fod - Kommando "PLADS" - 15 points
Fri ved fod begynder med. at hund og HF går ind i gruppen som anført under lineføring. Efter at HF har forladt gruppen, indtages ny GST, og herefter vises resten af fri ved fod som anført under lineføring, dog uden line.

Skud:
Afgivelse af skud skal finde sted i starten af øvelsen, hvor HF og hund er på vej væk fra dommeren. Der afgives 2 skud med en tidsafstand på 5 sek. Det første skud afgives i en afstand af ca. 15 skridt. I tvivlstilfælde er dommeren forpligtet til at efterprøve hundens skudligegyldighed ved at bede HF tage hunden i line.

I en afstand af ca. 15 skridt afgives der ekstra skud på tegn fra dommeren. Hunden skal stå i slap line. Viser hunden sig skudræd, afbrydes FP-prøven.

3. Sid under gang - Kommandoer "PLADS - SID" - 10 points
Fra GST går HF med sin hund fri ved fod lige ud i normal gangart. Efter mindst 10 - højest 15 skridt skal hunden på kommandoen "SID" hurtigt sætte sig. Uden at HF ændrer gangart eller ser sig tilbage fortsætter denne endnu mindst 30 skridt lige ud, stopper op og vender sig straks mod hunden. På dommerens anvisning går HF tilbage til hunden og stiller sig ved dennes højre side. Hvis hunden, i stedet for at sidde, lægger sig eller ståer, trækkes der 5 points. Hunden skal sidde roligt. Øvelsen skal udføres på en enkelt kommando. Ekstra kommando er kun tilladt umiddelbart efter første kommando.

4. Afdækning med indkald – Kommandoer "PLADS-DÆK-HER-PLADS"-10 points
Fra GST går HF med sin hund fri ved fod lige ud. Efter mindst 10 højest 15 skridt skal hunden på kommandoen "DÆK" hurtigt lægge sig. Uden at HF ændrer gangart eller ser sig tilbage fortsætter denne endnu mindst 30 skridt lige ud, stopper op og vender sig straks mod hunden. På tegn fra dommeren kalder HF sin hund til sig med kommandoen "HER". Hunden skal hurtigt og frejdigt komme direkte tilbage til HF og sætte sig tæt og lige foran denne.

På kommandoen "PLADS" skal hunden hurtigt indtage GST. Hvis hunden, i stedet for at lægge sig, sidder eller står, trækkes der 5 points. Øvelsen skal udføres på en enkelt kommando. Ekstra kommando er kun tilladt umiddelbart efter den første kommando.

5. Afdækning med afledning – Kommandoer "PLADS - DÆK - SID" -10 points
Inden en anden hund påbegynder udførelsen af lydighedsøvelser, afdækker HF sin hund på et af dommeren anvist sted inde på øvelsespladsen. Fra GST dækkes hunden af, uden at linen eller andet efterlades ved hunden, og HF fjerner sig mindst 30 skridt og bliver stående med ryggen til hunden.

Under afdækning skal hunden forholde sig roligt. På dommerens anvisning, efter øvelse 4, går HF tilbage til hunden og stiller sig på dens højre side og får, efter 3 sek., hunden på plads i GST med kommandoen "SID".

Bedømmelse:
Sidder eller står hunden, ligger uroligt eller fjerner sig fra udgangsstedet, gives der en delbedømmelse. Kommer hunden HF i møde ved afhentning, kan den højest opnå prædikatet "TILSTRÆKKELIGT" i øvelsen. Hvis det er muligt, kan man lade tævehunde afdække på en særskilt plads.

DEL B - FÆRDSELSDELEN
Almindelige bestemmelser
Del B - skal vises på offentlig vej, gade eller plads med moderat færdsel. Den offentlige trafik må ikke generes. Kun den hund, der er til prøve, HF og dommeren, og i nogle tilfælde også prøvelederen, er i aktion. Alle de øvrige deltagere skal holde sig klar på et egnet sted, klubhus, træningsplads eller lignende.

Gennemførelsen af denne del, kræver p.g.a. sin specielle karakter god tid. Kravene til prøven må ikke nedsættes på grund af for mange tilmeldte hunde. Der gives ikke points i denne del, men helhedsindtrykket af hundens adfærd i de enkelte øvelser er afgørende for, om hunden skal bestå eller ikke.

PRAKTISK UDFØRELSE AF FP
Hundens opførsel og Lydighed på gade
På dommerens anvisning går HF med sin hund i line hen ad et fortov. Dommeren følger efter i en passende afstand. Hunden skal villigt følge HF på dennes venstre side, med skulderen ud for HF's knæ, med løst hængende line. Hunden skal forholde sig roligt og ligegyldig over for fodgængere og kørende færdsel.

På sin vej bliver HF strejfet af en person (hjælper = HJ.), der løber forbi. Kort tid efter overhales HF bagfra af en cyklist (HJ.), der kører meget tæt på HF, på cykelsti eller kørebane.

Øvelsen skal foregå således, at hunden befinder sig mellem HF og cyklist. Idet cyklisten kører forbi, ringer denne med cykelklokken. HF vender herefter om og går hen til dommeren. HF hilser på dommeren ved at give denne hånden og taler herefter med denne. Hunden må herunder blive stående, lægge/sætte sig, men skal forholde sig roligt.

Hundens adfærd under vanskelige trafikforhold

På dommerens anvisning går HF med hunden i line hen til et sted, hvor der er stærk færdsel af fodgængere. Her skal HF 2 gange gøre holdt. Første gang skal hunden, på kommando, hurtigt sætte sig og blive siddende.

Anden gang skal den, på kommando, hurtigt lægge sig og blive liggende. Under denne øvelse skal der være et kort ophold på et sted med usædvanlig stærk støj. Hunden skal, både i stærk fodgængerfærdsel og når der er kraftig støj, følge sin HF villigt og opmærksomt uden at lade sig påvirke. (Egnede steder til denne øvelse er torve, stationer, banegårdshaller eller lignende).

Hundens adfærd medens den er alene - herunder adfærd over for andre dyr

På dommerens anvisning går HF med hunden i line hen ad et fortov i en gade med moderat færdsel. Efter at have gået et stykke tid, stopper HF op og binder på tegn fra dommeren hunden af ved et plankeværk eller lignende. HF går nu ind i en forretning eller opgang, således at HF er ude af syne for hunden. Hunden må stå, sidde eller ligge. HF skal være ude af syne i 2 min. Medens HF er borte, går en fodgænger (HJ.) med en anden hund i line forbi den afbundne hund i en afstand af ca. 5 skridt. Den afbundne hund skal, medens HF er borte, forholde sig roligt. Den skal lade den forbi førte hund passere uden angrebshandlinger (kraftige ryk i linen eller vedvarende gøen). Den forbiførte hund må ikke være en "slagsbror".

Bemærkninger.
Dommeren afgør, om alle hunde skal gennemføre den enkelte øvelse på samme sted og herefter flytte videre til næste øvelse, eller man vil lade den enkelte hund gennemføre alle øvelser på de forskellige steder.